Skip to main content

Flere pallelokationer med P90

Kunde: Toft Care
By: Roslev
Produkt leveret: P90 Pallereoler

Toft Care, Denmark

Toft Care er en familieejet virksomhed der gennem de seneste tre årtier har beskæftiget sig med proteinberigelse af fødevarer inden for sundhedssektoren, plejehjem og sygehuse. Innovation har altid været et omdrejningspunkt, og dette har bl.a. ført til udvikling og introduktion af forretningsområdet sportsernæring. Nutidens atleter stiller store krav til ernæring, ikke mindst atleter inden for den såkaldte Endurance Sport, hvor kroppen er i gang i mange timer ad gangen.

Baggrund

Samarbejdet med Constructor er resultatet af en vækststigning som udfordrede lagerets logistik. Med væksten kom også nye produkter til, og det var svært for lageret at holde trit. Fælles for rå- og færdigvarer var at alt blev bulkopbevaret på gulv, hvilket gjorde håndteringen både tidskrævende og ineffektiv.

Løsningen

Toft Care råder over 3 lagerhaller, hvoraf kun nr. 1 samt delvist nr. 2 var i brug. Hal 3 stod ubenyttet hen. Løsningen blev at udstyre hal 2 med P90 pallereoler, hvilket har givet i alt 350 pallepladser. Det viste sig dog hurtigt at der blev behov for mere lagerkapacitet, og næste skridt var at tage hal 3 i brug. Denne hal anvendes udelukkende til opbevaring af råvarer som anvendes i produktionen af pulver. Her er ligeledes monteret P90 pallepladser, i alt 150 pallelokationer.

Både råvare- og færdigvarelager har stadig ledig kapacitet, hvilket giver en uundværlig fleksibilitet og samtidig undgås tidsspilde med at flytte rundt på paller.

Seneste trin i lageroptimeringen blev indført ved årsskiftet, hvor et nyt lagersystem med lokationsstyring blev taget i brug. Tidligere blev der brugt en del tid på at stille pallerne så samlet som muligt, så det var muligt at komme til og sikre sig at det var den rigtige palle, der blev plukket. I dag anvendes kaos-lager princippet, hvor pallen sættes hvor der er ledigt, for alt er scannet ind og lokationssystemet viser hvor der skal plukkes næste gang.

Toft Care

Resultatet

Forud for lageroptimeringen var gået en del overvejelser for at opnå et bedre arbejdsflow, overblik og effektivitet som igen skulle munde ud i frigjort tid for personalet. Jesper Dalgaard, fortæller: ”Som fødevareproducent er vi underlagt strenge krav til hygiejne, ikke mindst fordi vi er ISO22000-certificeret. Det betyder at vi går meget op i orden og renlighed, f.eks. gøres produktion og lager rent en gang om ugen. Vores lagerløsning har gjort en kæmpe forskel, for når pallerne kan komme på plads i reolen, så er der altid ryddet op. Det giver overblik og kombineret med lagerstyringen, så har vi godt styr på plukning i forhold til dato og batch-nr.”

Om Toft Care

Virksomheden går 3 generationer tilbage, og startede oprindeligt inden for landbruget. De 20 medarbejdere er fordelt i produktion, lager og administration hvorfra hovedmarkedet Danmark serviceres med daglige forsendelser af paller og pakker. Dog sælges også til Norden samt resten af Europa via egen webshop og samarbejde med diverse forhandlere.